Mentoring

PERNILLE BERNITT SOMMER

STORYTELLER & MENTOR

Mentoring - når du vil rykke dig!

 

Uden at være naiv ønsker jeg en glædesfyldt og blomstrende verden, hvor vi fra hver vores oprigtige og sikre selv løfter og opmuntrer hinanden til at rykke os og føre idéer ud i livet. Det er ikke dig og mig imod verden, men dig og mig med verden.

 

Da jeg begyndte at skrive ’Elsk din fjende?’ (som udkom i juni 2017) forestillede jeg mig faktisk ikke, at det var et projekt, jeg kunne gennemføre. At skrive en HEL bog fra ende til anden virkede fuldstændig uoverskueligt. Jeg havde aldrig før været i nærheden af at skrive så meget sammenhængende tekst, selvom skrivning altid har været en del af mig.

 

 

Hvordan skriver man en bog? Hvor starter man, og hvor slutter man, og hvordan fylder man hele midten ud? Hvem spørger jeg til råds undervejs, og hvem holder mig til ilden og tror på mig, når jeg mister gejsten og bare har lyst til at give op?

 

 

Ingen havde bedt mig om at skrive en bog, så ingen ville heller lægge mærke til, hvis jeg lod være. Og lettere ville det da på mange måder også have været at tage på arbejde hver morgen som så mange andre og lade det være op til en chef at bestemme, hvilke opgaver der skulle løses. Men det havde ikke været det rigtige for mig. Jeg havde sagt mit faste job op for at hellige mig det, jeg i virkeligheden ville og havde sat mig for. At skrive bogen var ikke bare en drøm, men også en mission. Det at sætte sig ind i (og konfrontere sig selv med) én af verdens mest omtalte konflikter, sætte ord på den og efterfølgende dele både proces og resultat med omverdenen har afgjort haft til hensigt at rykke mig fra ét sted til et andet og dermed forberedt mig endnu bedre på at hjælpe andre til at gøre det samme.

 

Mange gange har jeg sagt til mig selv, at hvis jeg kunne skrive en bog, kunne jeg klare alt. Og selvfølgelig er det nok ikke helt sandt, og så alligevel. For hvad er det, der skal til for at gennemføre noget, der både synes uoverskueligt og umuligt? Ja, det kan man læse tykke bøger om, hvilket jeg også har gjort, men bøgerne kom først til deres ret i det øjeblik, jeg lagde mærke til og forstod min egen kommunikation med mig selv og blev bevidst om baggrunden for mine valg. Det var også først, da jeg ikke blot forstod bøgernes indhold, men også mærkede, hvad det egentlig vil sige at ville, turde, tro og gøre, at jeg begyndte at se og opleve det umulige som muligt.

 

 

Kontakt mig her hvis du har brug for mentoring ift. at komme videre med dit projekt.

 

 

Det meste af mit liv har jeg vejledt andre uden på nogen måde at tænke det ind i en arbejdsrelateret sammenhæng, lige indtil jeg for snart otte år siden blev ansat som vejleder og mentor for udsatte unge. Det at vejlede var pludselig blevet et arbejde og noget, som folk begyndte at forbinde mig med og opsøge mig for. I dag er jeg ikke længere ansat, men har valgt at fokusere på mentoring i mit eget regi og hjælpe hvem der måtte ønske at sige ja til at muliggøre det umulige. Den energi der udløses, når vi hver især finder ud af, hvor meget vi er værd, og at vi kan mere, end vi tror, er ikke at sammenligne med noget andet. For mig er det brændstof på den bedst tænkelige måde, og som netop flytter mig fra ét sted til et andet. Brændstof som i det hele taget flytter bjerge – og mennesker.

"Mentoring is a working relational experience through which one person empowers and enables another by sharing their wisdom and resources."

 

- Paul Stanley and Robert Clifton

JEG HAR ALTID HAFT DET SÅDAN, at hvis jeg kan gøre det, kan du også gøre det, og sådan har jeg det stadig. Men vigtigt er det at huske også at vende sætningen om til: Hvis du kan gøre det, kan jeg også gøre det. Det handler om vilje og om, hvor meget noget i sidste ende betyder for én. Hvad og hvor meget er man villig til at satse?

GOD ENERGI HOS DEN ENE bringer god energi hos den anden. Sagt på en anden måde: Godt avler godt. Derfor er dét at ville lykkes og klare sig bedst muligt efter min mening ikke et egoistisk projekt. Entusiasme, gåpåmod, tillid og glæde smitter lige så meget som negativitet og dårlig energi. Vi vælger selv, hvad vi vil opsøge og lade os smitte af, hvad vi vil tro og ikke tro.

MED DEN FORESTILLING at verden ville være et bedre sted, hvis endnu flere mennesker forstod at værdsætte og anerkende sig selv samt udnytte eget potentiale, er det min mission at få denne forståelse i spil og bringe til handling. Jo flere vi er der med glæde, gåpåmod og tillid skaber god energi, jo flere kan vi få til at stråle – hvilket er hele formålet i forhold til at skabe en bedre verden.

© Pernille Bernitt Sommer