Roman

PERNILLE BERNITT SOMMER

EXPLORER OF LIFE - STORYTELLER & WRITER

Elsk din fjende?

 

”Holder du med dem?” Han smøger skjorteærmerne op.

 

”Jeg holder da ikke med nogen,” vælter det ud af hende, selvom det måske lige nu er det, hun gør. ”Jeg siger bare, det ikke er alle arabere, der tænker på at sprænge sig selv og andre i luften.”

 

Han tager en tår af sin øl. ”Jeg hedder Goren. Mark Goren. Og du?”

 

”Astrid. Bare Astrid.”

 

 

Bagsidetekst

I forsøget på at forstå den israelske/palæstinensiske konflikt rejser Astrid til Betlehem, hvor hun møder Ibrahim og Natalie, som begge er kristne palæstinensere. Ved første møde bliver hun indviet i Ibrahims livshistorie, mens Natalie synes at gemme på en hemmelighed. Astrid sympatiserer umiddelbart med palæstinenserne og har ikke forståelse for, at der findes en israelsk version af historien. Hun er ensidig i sin opfattelse indtil hun møder Taly og Mark på den israelske side af muren, hvor hendes synspunkter udfordres.

 

Taly har alle sine møbler samlet i midten af stuen og sover aldrig igennem en hel nat. Hun er israelsk jøde, men begge hendes forældre er arabere. Mark er soldat i militæret og har ikke noget til overs for araberne og den palæstinensiske sag. En militant episode ændrer dog uventet noget i ham. Astrid rejser tilbage til København uden at få svar på, hvad hun troede, hun ønskede svar på.

 

Omtale af bogen:

 

"Der skal alligevel en solid spand mod til for at give sig i kast med på en god og solid måde at illustrere problemerne og forskellen i opfattelsen af den israelsk-palæstinensiske krise. Men Pernille Bernitt Sommer, der oprindeligt er læreruddannet, og som debuterer med denne roman, gør netop det. Efter en rejse til Israel og Palæstina tilbage i 2008 og en række personlige oplevelser har hun altså valgt at kaste sit bud på en analyse ind i flammerne. Og ja, det er modigt. Men det er også ganske forfriskende. [...] Jeg kender de synspunkter, vi får præsenteret i bogen. Dermed ikke sagt, at du ikke kan lære noget, og at bogen ikke kan overraske, for det kan den. Den er nemlig glimrende skrevet. Og historien er godt og levende fortalt. Og kender du ikke historien bag konflikten så godt, så kan du også lære en del. Men det er især beskrivelserne, der fungerer rigtig godt. Når jeg læser en bog, kan jeg godt lide, at jeg umiddelbart kan danne mig et billede af det, der bliver beskrevet. Det kan jeg ganske let gennem hele denne bog. [...] Alt i alt en god læseoplevelse af en velfortalt historie og – synes jeg – en ganske stærk debut."

Claus Henriksen, Bogblogger.dk

 

“Vil du læse en fortælling om at leve på Vestbredden, have et lille indblik i de mange konflikter der bor i menneskene dernede og samtidig få en lille fin fortælling om venskab og kærlighed, så er Elsk din fjende? et fint bud på læsningen.”

Bognørden

 

“Pernille Bernitt Sommer skriver godt. Hun evner at beskrive steder, personer og stemninger, så man føler, at man er der, og har man selv været der, kan man genkende det man læser. [...] Efter endt læsning er man ikke i tvivl om, at forfatteren gerne i romanform vil skitsere konfliktens kompleksitet og prøve at skabe lidt klarhed over den og samtidig undersøge om de implicerede parter – repræsenterede igennem de unge palæstinensiske og israelske hovedpersoner - kan flyttes og mødes så de når et punkt, hvor en løsning måske er i sigte. Det er modigt at give sig i kast med et så komplekst og omstridt emne og en god måde at få måske især unge til at interessere sig for konflikten. Hvis det lykkes og læserne får lyst til og appetit på at vide mere, så er missionen lykkedes.”

Uffe Gjerding, cand. teol. / Mellemøstekspert og bestyrelsesmedlem i Betlehems Venner

 

“Manuskriptet er veldisponeret og velskrevet, og fortællingen er foruden at være tankevækkende også underholdende og spændende.”

Jens Eichler Lorenzen, redaktør

 

© Pernille Bernitt Sommer